Katinka's rejse fra smertehelvede til energibombe (på 3 dage!) - Caroline FibækCaroline Fibæk

Jeg har fået lov at dele denne skønne beretning om, hvordan Katinka gjorde sig rask. Læs her, hvordan unge og super seje Katinkas tog sin sundhed og sit helbred i egen hånd.

Min sygdoms-historie er rimelig lang på trods a at jeg kun har 18 år på bagen.

Jeg starter som helt lille med stærke mavekramper og opkast, der er så voldsomme at jeg mildest talt troede at mit liv skulle ende, selvom jeg knap nok vidste hvad døden var for noget. Min mor så skræmt til og har et utal af gange kørt mig på hospitalet i tide og utide, for igen at få en masse smertestillende, en masse yderst ubehagelige undersøgelser, men ingen svar på hvorfor jeg får disse slemme smerter i maven.

Samtidig døjer jeg med noget grimt udslet på kinderne, og en stor rød plet som oftest opstår efter måltider, som jeg tydeligvis ikke kunne tåle. Som om det ikke var nok, besvimer jeg også nemt, og er altid meget dårlig når jeg vågner op, herefter følger også opkast.

Vi hører gennem disse år kun en enkelt gang en udenlandsk læge fortælle os at han tænkte jeg var gluten- og laktose intolerant. Vi prøver at undgå det, men det er svært i takt med jeg bliver ældre, og selv vil bestemme. Jeg bliver også testet på sygehuset, men vi får meldingen at det kan jeg fint tåle. Nå, jamen så spiser jeg da det.

Vi får dog svar på mine besvimelser, jeg får diagnosen epilepsi, og bliver medicineret indtil jeg er 12 år gammel, hvor en EEG ikke viser et eneste tegn på epilepsi -besvimelserne fortsætter dog.

I mine tidlige teenage-år er jeg praktisk talt ikke i skole, jeg ligger hjemme i min seng, og der bliver jeg hele dagen. Jeg har ondt i maven, og jeg græder og græder. Min læge henviser mig til en psykiater fordi hun mener det er psykisk, jeg er i mellemtiden flyttet fra Jylland til København, og det kunne jo være en stor omvæltning. Men jeg ved at jeg altså også får ondt i maven når jeg er glad.

Men jeg får en recept på nogle anti-depressive piller, som jeg den dag i dag, meget gerne vil trappes ud af, jeg har altså fået dem nu i en 5-6 år. Selvom pillerne hjælper mig lidt, og får mig op om morgenen, har jeg det stadig skidt. Jeg bliver indlagt på Bispebjerg sygehus i 2 uger, hvor jeg igen bliver undersøgt i hoved og r*v, det skal lige siges at alle disse undersøgelse virkelig kan være ubehagelige (og nu ser jeg dem så dybt unødvendige pinsler, øv!) Jeg bliver udskrevet med meldingen om at det er psykisk. Det kan jeg simpelthen bare ikke tro på!

Sådan fortsætter mine år i København, ud og ind af Rigshospitalet, forsøg med at undgå fødevarer jeg måske ikke kan tåle. Så flytter jeg til Jylland igen, og her er ikke meget der ændrer sig.

Jeg får stadig ondt i maven, og en dag på hospitalet vælger de at fjerne min blindtarm, som derefter viser sig kun at være så lidt betændt at den umuligt kunne forsage så store smerter som jeg oplevede, de opererede mig også igennem navlen hvor de havde en kikkert inde. Jeg havde også mange smerter efter operationen. Det sidste jeg vælger at gøre i samarbejder med min læge og hospitalet er at gennemgå nogle sidste prøver hvor jeg bl.a. får en slange ned igennem halsen og ned i maven, så de kan kigge dernede og tage nogle vævsprøver. Igen finder de intet! Jeg græder meget, og kaster voldsomt op, og da vi kommer ud melder min mor at nu må det da være nok! Det kan ikke passe, og vi tager en samtale med en af lægerne, som fortæller at det måske er irritabel tyktarm, men det er ikke noget man kan gøre noget ved. Øv tænker jeg – kan det virkelig passe?

Jeg går nu i noget tid og prøver at spise efter ”Kernesund Familie”-principper og ser da også en væsentlig forskel, men det er åbenbart ikke nok motivation for mig, for igen og igen falder jeg tilbage til mine dårlige kostvaner. Jeg begynder at tage rigtig meget på, og det gør mig rigtig ked af det, så jeg vælger igen at få en større fokus på hvad jeg propper i munden, nu er det bare kalorierne der bliver talt, og om det er sundt bliver der ikke taget forfærdelig meget højde for.Jeg taber mig da også, men føler mig ikke smuk. Mine kinder er knoppede og min mave er udspilet selvom jeg bestemt ikke er tyk.

Nu beslutter jeg mig endnu engang for at gå i gang med at søge efter svar… Efter nogen timers søgen på internettet finder jeg Caroline (thankgod!). Og tænker straks, at dette MÅ være det rigtige. Jeg ved jo godt at jeg ikke kan tåle mælk og gluten, men jeg har altså brug for hjælp. Så jeg bestiller en konsultation, og drager spændt til København – denne gang for at blive rask, og ikke for at drikke øl med mine veninder så jeg må ligge syg i 3 dage efter.

Jeg føler mig straks i trygge hænder, og Caroline begynder at bruge vegatesten, og nu får jeg svar på alle min spørgsmål. Jeg har en dysbiose i tarmsystemet, som forsager mine smerter, hormon-ubalance, og en masse andre ting synes jeg selv – blev ærlig talt en smule forskrækket over. Det er med stor optimisme og en hel masse råd om hvad jeg skal gøre jeg går derfra. Og begynder med det samme at tage min nye naturlige medicin, og spise bedre.

I de første tre dage kan jeg knap nok stå på mine ben, min hud har aldrig været værre, og jeg skal hele tiden på toilettet, men jeg holder fast, for jeg vidste at min krop havde en masse den skulle af med.

Efter tre dage er jeg jo nærmest en ny pige. Min hud stråler (det er ikke en joke, sund kost ER opskriften på et smukt ydre), jeg slår øjnene op (uden at vækkeuret ringer) kl. 8 hver morgen, og springer ud af sengen. Motion er blevet så meget nemmere, jeg taber mig de sidste kilo, min mave er flad – og vigtigst af alt jeg føler mig rask! Ingen smerter, ingen kvalme, ingen blærebetændelse (som jeg har haft over 117 gange), ingen svimmelhed – ingenting! Og alle omkring mig kan se det, min familie, og især min kæreste kommenterer hvor glad jeg er, og jeg er virkelig glad. Jeg har det endelig godt.

Det kan godt være det lyder lidt for godt til at være sandt, men jeg ville ønske for alle at de prøvede det.. Jeg sætter pris på hver eneste dag nu, og jeg lever altså ikke 100%raw skal det lige siges, og jeg kan altså også godt drikke et glas vin (eller to) engang imellem. Og det er bestemt ikke kedeligt at være mig, selvom alle straks tænker ”oh no, det må da være SÅ kedeligt at spise så mange grøntsager”, eller hvad de nu tænker. Men jeg har kun en ting tilbage at sige: TAK Caroline, for at have hjulpet, være en kæmpe inspiration og at du bare er helt igennem oprigtig og tror på det du gør. Og til jer andre: give it a try!

Katinka 12 kg tungere

Katinka før- 12 kg tungere

Katinka 12 kg lettere

Katinka efter – 12 kg lettere

Katinka med oppustet mave

Katinka med oppustet mave

Katinka efter - 12 kg lettere uden oppustet mave

Katinka efter – 12 kg lettere uden oppustet mave

 

Tusind tak fordi du vil dele din historie, søde Katinka. Rigtigt meget held og lykke fremover – jeg glæder mig til at følge dig på din rejse:)

 

 

Du kan læse flere beretninger her

Du kan læse mere om konsultationer her

Comments

comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.