I dag vil jeg gerne dele min egen personlige rejse med dig. Det kræver altid meget mod at stille sig frem og dele de mere sårbare sider afsig selv. Og jeg føler mig utroligt hudløs, hver gang jeg deler denne historie. Men jeg synes den er vigtig – for måske sidder du og har brug for at høre, at der er lys for enden af tunnellen og måske kan min historie hjælpe dig videre. I hvert fald skal du vide, at du ikke er alene.

Jeg et vokset op i vestjylland hos  nogle rigtige hippieforældre i  et hjem fyldt med bøger om healing, mystik, psykologi, filosofi og naturmedicin. Der var faktisk bøger overalt. Når jeg var syg, blev det kureret med hvidløg og blomsterdråber i stedet for almindelig medicin.

Min mor var terapeut og lidt “råkosthippie-agtig” –  sådan en, der lavede alting selv. Om morgenen fik vi smoothies og drak grøn te, og det var helt outreret dengang. Min far var alkoholiker og depressiv. Da jeg var 3 år gammel flyttede de fra hinanden.
Min far var ofte syg og drak meget, da jeg var barn, og han røg ind og ud af sygehuset med diabetes og kronisk betændelse i bugspytkirtlen. Han døde da jeg var 24 år.

Det meste af min barndom og ungdom boede jeg sammen med min mor. Jeg har ingen søskende, så jeg var meget tæt knyttet til min mor.
Da jeg var 18 år og ved at afslutte 2. G kørte min mor galt på vej til arbejde. Hun blev dræbt på stedet. Det ændrede mit liv for altid.
Jeg har altid være en overlever. Jeg har været vant til at kæmpe hårdt og få gode karakterer. Min far har været et glimrende eksempel på, hvor jeg IKKE ville ende. Derfor kæmpede jeg videre da min mor døde. ALT hvad jeg kunne. I flere år gemte jeg tappert mine følelser for at opføre mig kontrolleret og som en “pæn pige”. Når det hele blev for meget spise jeg mig. Jeg murede mig inde bag et bjerg af brød. Og pizza. Mest af alt ostemadder. De bedøvede mig på en skøn måde, så jeg ikke behøvede at håndtere en krævende omverden og et kaotisk indre alt imens jeg kæmpede videre, for at bevare kontrollen over mit liv.
Dengang jeg var 19 år og gemte mig bag mit bjerg af brød, så jeg sådan ud:
sorgen gjorde mig tyk og ulykkelig
Jeg ser måske munter ud, men inde bagved hersker et følelsesmæssigt kaos uden lige.

En dag ville min krop bare ikke mere, heldigvis. Jeg brød sammen og kunne ikke rokke mig ud af stedet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle flytte det ene ben foran det andet.
Rejsen derfra har været lang. Og jeg har virkeligt set dybt – ind i de dybeste afkroge af mig selv, for at forstå mig, mine reaktionsmønstre og for at finde ind til den lille, bange del af mig, som behøver utroligt meget næring. Det er nemlig den del af mig, som ellers gør at jeg behandler mig selv dårligt og ikke giver mig oprigtig omsorg og næring, når jeg har brug for det.

Jeg ved, hvor let det er at blive afhængig af  dårlig mad. Og hvor nemt det er at finde belønning og ikke mindst trøst og afskærmning for en meget krævende omverden –  i mad. For det er så let at bedøve sig selv.  Og det er virkeligt let at forveksle en eftermiddag på sofaen foran flimmeren med alt godt fra bageren med selvforkælelse.

Jeg slap fri af min madafhængighed ved at indse at ostemadder for mig var tryghed. Men en tryghed som samtidig gjorde mig 20 kg overvægtig, syg, doven og ufokuseret – og hverken fjernede min sorg eller gjorde verden mindre farlig. Tværtimod, havde jeg buret mig selv inde bag et bjerg af brød – og deller.

Jeg prøvede mange kure indtil det gik op for mig, at jeg ikke havde brug for at tabe mig. Jeg havde brug for at nære mig. På alle planer.

Og selvom jeg  virkeligt savner at have mine forældre hos mig, kan jeg i dag rumme at mærke min sorg istedet for at bedøve mig med dårlig mad. Jeg behøver ikke mere gemme sorgen væk. Ingen af os behøver at gemme sorg, ked-af-det-hed eller andre følelser, som ikke er pæne, væk.

Hvis nu du skulle gå rundt og have det på samme måde som jeg havde det – så synes jeg bare du skulle vide dette: du er ikke alene.

Og det er helt naturligt at tackle svære følelser ved at gemme dem væk bag en kontrolleret og stærk facade. Specielt bag noget så uskyldigt som mad og sukker.

Men du skal også vide, at der er lys på den anden side. Det hele starter med, at du lærer at nære dig selv og drage oprigtig omsorg for dig selv.

Kærlig hilsen

Caroline