REDs - Når kroppen ikke får nok: Energimangel hos kvindelige atleter og aktive kvinder

Forestil dig en krop, der træner, præsterer og måske endda ser sund ud – men som bag facaden kæmper med nedsat hormonproduktion, træthed, skader og udebleven menstruation. Det er virkeligheden for mange kvinder, der lever med REDs – Relative Energy Deficiency in Sport.


Hvad er REDs?

REDs opstår, når kroppen ikke får nok energi gennem kosten til at dække både basale kropsfunktioner og den energi, der bruges på træning og aktivitet. Med andre ord: der er en ubalance mellem energiindtag og energiforbrug.


Denne energimangel behøver ikke skyldes spiseforstyrrelser: mange kvinder havner i REDs uden at være klar over det, fx ved:

  • høj træningsmængde uden øget kalorieindtag
  • utilstrækkelig restitution
  • en sundhedsbevidst kost, der utilsigtet bliver for restriktiv


Det rammer hele kroppen – ikke kun præstationsevnen


Tidligere talte man om “Female Athlete Triad”:

1. Udebleven menstruation

2. Lav knogletæthed

3. Spiseforstyrrelser


Men med REDs har man udvidet forståelsen: energimangel påvirker hele kroppen, ikke kun menstruation og knogler.

REDs kan påvirke:

  • Menstruationscyklus og fertilitet
  • Knoglesundhed og risiko for stressfrakturer
  • Immunforsvar og restitution
  • Hjernefunktion og humør (hjernetåge, angst, depression)
  • Skjoldbruskkirtel og stofskifte
  • Søvn, appetitregulering og fordøjelse
  • Muskelstyrke, udholdenhed og reaktionstid


Det er ikke en sygdom i sig selv – men et fysiologisk stressrespons, hvor kroppen nedregulerer funktioner, den ikke prioriterer under energimangel.


De skjulte tegn: Ikke kun for eliteatleter

REDs ses ikke kun i eliteidræt. Det rammer også mange helt almindelige kvinder:

  • Kvinder der træner 4–6 gange om ugen
  • Kvinder der følger en “sund” lavkaloriekost
  • Kvinder i overgangsalderen, der forsøger at tabe sig og styrketræne
  • Kvinder med PCOS eller insulinfølsomhed, der spiser restriktivt


Symptomer, der kan pege på REDs:

  • Træthed, lav puls og manglende energi
  • Udebleven eller uregelmæssig menstruation (amenoré eller oligomenoré). Smertefuld menstruation (dysmenoré)
  • Gentagne infektioner eller skader
  • Hårtab, tør hud, kuldskærhed
  • Dårlig søvn og koncentrationsbesvær
  • Manglende træningsfremgang trods indsats


Hvad sker der hormonelt?

Når kroppen ikke får nok energi, reduceres udskillelsen af:

  • GnRH fra hypothalamus → nedsat LH og FSH → mindre østrogen og progesteron → uregelmæssig eller udebleven cyklus
  • Leptin, som signalerer energitilgængelighed → nedsat fertilitet og stofskifte
  • T3 (aktivt stofskiftehormon) → lavere forbrænding
  • Øget kortisol → nedbrydning, inflammation og søvnproblemer


Kort sagt: kroppen går i “overlevelsesmode”.


Hvordan behandler man REDs?

Det vigtigste er at genoprette energibalancen. Det betyder ofte:

  • Øge kalorieindtaget (også på hviledage). Og også kulhydratindtaget. Stigning i insulin påvirker nemlig GNRH (gonadotropin releasing hormone, som styrer den pulsatile udskillelse af LH og FSH. Dvs de hormoner fra hjernen, som styrer menstruationscyklus)
  • Justere træningsmængde og intensitet
  • Prioritere søvn og restitution
  • Arbejde med kropsopfattelse og præstationspres
  • Understøtte hormonbalance og knoglesundhed (fx med D-vitamin, K2, magnesium, bor, zink)


Et vigtigt budskab: Sundhed er ikke kun  lig med kalorier ud og ind

Mange kvinder har lært, at “mere træning og mindre mad” er vejen til sundhed.

Men det gælder ikke, når kroppen lever i underskud. Tværtimod.


Vedvarende REDs kan føre til osteoporose, infertilitet og langvarig hormonel ubalance – selv efter træning og kost er normaliseret.

Derfor er det SÅ vigtigt at forebygge og opdage det tidligt.



Kender du kroppen din nok til at vide, om den får nok?

Hvis du er aktiv, og din cyklus er uregelmæssig, du ikke kan tracke en ægløsning eller hvis du oplever vedvarende træthed og manglende fremgang – så er det værd at stille spørgsmålet:

Er min krop i energibalance – eller lever jeg i en tilstand af REDs?

 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!